”Jeg ved ik, hvad de hedder, Jay. Men ham med den røde trøje er fra Sydhaven, de to andre er fra Ishøj og Greve. De kommer for at vise respekt, Jay”

”Fuck, det ved jeg godt, men de glor på Marias bryster. Hun skal ikke sidde og amme lille Jay, når der er mænd tilstede, det ved hun godt.”

”Ok. Skal jeg sige det til hende?”

”Nej, vent til de er gået. Hvad har de med til os?”

”Sjælør-drengene har lagt et kilo guldkæder, de andre har nogle poser pudder med.”

”Fuck, svigermor glor nok, hvis hun får øje på det. Du fjerner det lige, når de er gået igen”

”Det gør Dværgen, han står lige ved siden af bordet, hvis Marias mor skulle gå der hen.”

”Er de tjekket for våben, de tre wiseguys? Just in case?”

”Sæføli, de fik kun lov til at beholde deres veste. Hold kæft hvor de sveder. Jeg tror, de smutter om lidt.”

”Tøsedrenge.”

Væk er de.
Forsvundet.

Sårede så de på os.

Alvorlige
Spørgende
Bønfaldende

Anklagende?

Vi lod ikke forår
blive til sommer
for dem.

Sårede
lod vi dem forsvinde
ud af vort liv.

Havde det været en lyd udefra, og hvis det havde, hvilken lyd? Men der er intet at høre. Stilheden er dyb, så det har det nok ikke været.

Det forstyrrer ham, at hans rytme brydes. Ham, der plejer at sove igennem. Han vågner normalt ikke fra han lægger sig til han igen vågner, når tid er. Han sover tungt og dybt. Ikke engang drømmene kan han huske. De findes blot i ham som vage stemninger, som kan følge ham dagen igennem.

Er han vågen, eller er det en drøm om, at han er vågen, der trænger sig på? Drømmer han, at han drømmer? Hvad er det, der sker i nattens ro?

En uro i ham selv, der forplanter sig til natten.

Urovækkende lyde trænger sig på. Som noget svagt og fjernt, der nærmer sig og i sin intensitet fylder alt. Fylder ham med rædsel.

De havde først siddet hjemme i sommerhuset og senere i den varme solnedgang ude i klitten. To gode venner, der var småfulde og i det humør drenge er i, når de legende går og tjatter til hinanden for at mærke, at de er sammen og for at prøve kræfter, da de gik ind til den lille by.

Hvor er det bare vildt sejt, at du kunne komme, Thomas.

Jeps.

Nu ska’ den ha’ det hele. Sgu. Det’ lørdag.

Sommermørket har sænket sig, og lysene og musikken fra diskoteket er sammen med nogle biler og knallerter tegnene på liv.

Deres rute er klar. Diskoteket.

Da de er kommet ind, styrer de direkte over til baren for at holde stemningen ved lige. De råber til hinanden for at overdøve musikken, mens de hver især kigger lokalet tyndt.

Rasmus kan ikke umiddelbart få øje på nogen han kender, men over den anden øl fanger hans blik en piges. Hende har han danset med en enkelt gang tidligere. Og en lille smule fik de da også talt sammen.

Har du set hende der? råber han ind i hovedet på Thomas, mens han diskret nikker i den retning, hvor hun sidder.

Hun er bare megalækker. Det er nederen, hvis jeg ikke får hende.

Thomas tager ikke del i Rasmus’ begejstring, og da Rasmus forlader ham, for at gå over til pigen, står han blot og ser noget fortabt ud. Hun følger synligt interesseret Rasmus med øjnene, mens han målbevidst har retning over for at danse med hende, og han har glemt alt om Thomas.

De danser sammen hele natten. Så lang tid er det i virkeligheden ikke, men sådan føler han det. Som noget der har varet længe og skal vare længe. Helst altid. Han er så varm, svedig og tændt, at han kun kan mærke hende og sig selv. Alt er i ham er i parat og pumper rundt i hans krop.

Thomas er i gang med sin fjerde eller femte øl. Han føler vagt, at han har svært ved at fokusere, og han har det ikke godt. Han er udenfor. Han kan ikke bryde gennem muren. Den lette og tætte stemning fra tidligere er er borte, og han er overladt til sig selv. Uden at overveje konsekvenserne, for han er ikke i stand til at tænke klart, går han i desperation ud mellem de dansende og tager fat i Rasmus.

Han vil have at Rasmus igen lægger mærke til ham. Han vil snakke med ham og være sammen med ham. Det er jo derfor han er her.

Da Rasmus bliver trukket ud af dansen med pigen reagerer han voldsomt og slår på Thomas uden at være klar over, at det er ham han slår på.

Derefter bølger hormonerne mellem dem som mennesker i modvind. Det er så uligevægtigt, at de tumler om på gulvet. Thomas vil have Rasmus’ opmærksomhed, og Rasmus vil bruge al sin på pigen, der ser sit snit til at forsvinde.

Hvad har du gang i? spørger Rasmus, da de er kommet på benene.

Men får ikke noget svar, for Thomas har ikke noget svar. I hvert fald ikke et svar han kan finde eller, hvis han fandt det, vil være ved.

Hvor er du et dumt svin, siger Rasmus, da han finder ud af, at pigen er forsvundet.

Der bliver ikke sagt mere mellem dem. Det er ikke den nat, de finder den tidligere tone mellem dem, og i den kølige morgensol går de med afstand til hinanden tilbage til sommerhuset.

Regn, rusk og frost har derefter frit spil, og langsomt sker der større skader, end husets beboere vil indse. Egentlig skulle de få gjort noget ved det, men der sker ikke rigtig noget. Før de endelig en dag tager sig sammen og sørger for, at der bliver sat nye sten ind i fundamentet, så de kan gå i gang med at få rettet de andre skader op. Der er brug for flere nye sten, fordi nabostenene til den sten, der først var gået i stykker, også har lidt skade.

Det viser sig imidlertid, at kvaliteten af de sten, der bliver brugt, er for dårlig. Det er ikke muligt at rette op på de andre skader, så det regner og blæser stadigvæk ind af revnerne. Det er ikke godt. For dels bliver huset ødelagt, dels er det ikke rart at bo i det. Så enten må de forlade huset, eller også må de rive det ned, få støbt et nyt solidt fundament og derefter bygge et nyt hus på det.

Da hun, for bare en måned siden, havde besluttet sig for at gå på nettet for at finde en, at ligge i ske med, mere end en enkelt nat ad gangen, havde hun været helt net-date-blank. Hun vidste ikke andet om det, end det hun havde læst i et dameblad, der havde skrevet en artikel om emnet.

Indledningsvist havde hun listet alle de fyre, hun kendte fra HTX, i et skema og gennemgået deres personlige egenskaber. Havde han brede skuldre, god røv, flotte hænder, pæne tænder, god tøjstil (her var der forbløffende få, der matchede hendes krav), eller havde han dårlig ånde, dårlige vaner og hvilke interesser havde han. Alt for mange af dem var ens. Ingen manerer, begyndende mave og måne. Resultatet var nedslående.

De to første netdates, Thomas og Lukas, havde hun bare øvet sig på. Hun var jo nødt til at øve sig. Netdating var en kompliceret affære. Hun havde kort skrevet med dem, for at kunne vurdere, hvordan den ene eller anden måde, at udtrykke sig på, virkede. Hun havde, over for dem, udgivet sig for at være en anden. Det betød ikke noget, tænkte hun, for hun vidste på forhånd, at hun ikke ville have nogen af dem.

Hun skitserede sig selv. Hun skrev og skrev, og da hun læste det igennem, kunne hun godt se, at hun nok måtte ”gemme” nogle af detaljerne. Det lød ikke så fedt ”at være født og opvokset på en svinefarm med 3500 slagtesvin” eller ”at hun ofte gik på diskotek i Nykøbing”. Hun ville godt være ved, at hun var en festabe, men når hun så det på skrift, virkede det bare ikke, som noget der ville tiltrække ham den høje, smarte, mørkhårede mand, med godt job og svulmende pengepung. Det lød bedre når hun skrev ”at hun boede i rummelige omgivelser nær skov og vand”. Og at ”hun ofte var i byen med veninderne og shoppe”. Det sidste gjorde hun strengt tage ikke, hun handlede bare i Spar.

Jannick havde været en date, hun opfattede som endnu en, hun kunne øve sig på. Hun havde derfor helt frit, skrevet løs. Over for ham, havde hun beskrevet sig som en city-smart kvinde, der boede i dejlige, landlige omgivelser, med massere af frisk luft og god plads. Et sted hvor de havde mange store og dyre køretøjer, og her var det ikke meningen han skulle tænke på traktorer og majetærskere.

Hun havde i tankerne, mens hun skrev til ham, udvalgt den garderobe der passede til deres første date. Det skulle være en hvid dragt og dertil skulle hun bære en stor solgul hat. Der var ikke noget så fedt, som en overdrevent stor hat. Ligesom dem prinsesserne altid trykkede ned over hovedet, før de mødte offentligheden. De matchende sko kunne hun låne.

Jannick havde beskrevet sig selv, som en almindelig fyr, der interesserede sig for fodbold og alt det andet røvkedelige, alle fyre skriver om. Han så, ifølge ham selv, ret godt ud. Alle fyre, så ifølge dem selv, godt ud. Deres mødre havde virkelig gjort et godt arbejde der!

Da de havde aftalt at mødes inde i byen – i den ”rigtige” by altså, var de blevet enige om at mødes på en cafe hun ikke kendte. Hun havde bare svaret, ”fint, vi ses på Bananen kl. 14!”, som om hun jævnligt kom der. Adressen skulle hun nok finde.

Kort før hun skulle gøre sig klar til daten, havde han skrevet, at hvis der nu var for mange mennesker på Bananen, kunne de jo også cirkle lidt rundt i byen, i hans Daimler, til de fandt et passende, måske lidt diskret, sted. Hans Daimler! Hun havde bare forestillet sig, at han kørte i en Toyota Corolla. Nu kom hun også til at tænke på, at han havde skrevet, at han boede et sted med ”højt til loftet”. Det havde hun ikke hæftet sig ved før. Hun fik en knude i maven af spænding.

Hun stod og glattede nederdelen, men fandt for sent ud af, at hun havde så svedige hænderne, at det satte fedtede spor på det hvide stof. Katastrofe! Der var ikke tid til at skifte tøj. Hun stak fødderne ned i de lånte, et-nummer-for-små-sko, og vraltede ud af døren.

Det skulle have været en solskinsdag, men typisk for meteorologerne, kunne de ikke skelne sol fra dis. Det var så diset, at det nærmede sig tåge. I disen hørtes hvinende grise, da hun satte sig ud bag rettet i sin fars Ford Mondeo. Hun snuste ind, der lugtede af svin i bilen.

Hun fandt Café Bananen. Der var én parkeringsplads ledig, lige under det Bananformede skilt. Langs kantstenen. En parallelparkering er ikke noget problem, for en pige fra landet. Kun hvis den skal udføres med en traktor med harve bagpå. Hun smed let Forden ind på plads. Der sluttede det lette så.

Med samlede ben, det havde hun set prinsesserne gøre, når de skulle ud af en bil, lirkede hun sig ud. Hatten, som var uforsvarlig at køre med, tog hun frem og pressede ned over det håret. Hun havde ikke overvejet, hvor lidt hun kunne se, med den gule parasol på hovedet.

Uden rigtigt at vide hvor hun trådte, vraltede hun ind på Bananen. For ikke at vække opsigt, orienterede hun sig ved at se på stolebenene. Vel ovre ved disken bestilte hun en Cafe latte, Hun stavrede rundt i lokalet, til hun fandt et ledigt bord. Hun ville sætte koppen fra sig på bordet, men på grund af de for små sko, vrikkede hun om og tabte glasset.

-Problemer? Blev der kaldt et sted fra.

-Lige et øjeblik, så kommer jeg med en klud!

Hun lagde nakken helt tilbage og så ud under hatteskyggen. Bare Jannick ikke var kommet allerede! Stemmen der havde spurgt om hun havde problemer, hørtes igen, og nu lige ved siden af hende.

-Flyt dig lidt til siden, ellers får du bare kaffe ned over dig”. Stemmen tilhørte Lukas!

Til hendes lettelse, sagde eller gjorde han ikke noget, der indikerede at han havde genkendt hende. I stedet begyndte han energisk at tørre den Cafe latte, op, hun havde spildt ud over både bordet og gulvet.

- Hmm, lugter her ikke lidt af gris? Sagde han, for derefter at tilføje et

- Åh, undskyld, da han kom til at sprøjte noget kaffe direkte ned på hendes, nu forhenværende, hvide nederdel.

Højrød i hovedet, nådigt dækket af hatteskyggen, halvt løb, halv vrikkede hun ud af cafeen, i håb om, at der ikke var nogen, der havde bemærket hende og stadig med et spinkelt håb om at Jannick ikke var der. Måske kunne hun nå at redde – ja, hvad der nu var at redde.

Fra sin position i døråbningen så hun, igennem tågen, en mand, i mørkeblå uniform, stå ved Ford Mondeoens forrude. Satans! En parkeringsbøde! I et desperat håb om at undgå at betale yderligere afgifter til statskassen, sprang hun hovedløst, hvinende ud på kørebanen. Tågen og den store solgule hatte skygge gjorde, at hun for sent blev klar over, at der i det samme kom en bil imod hende. Hun vrikkede om, for Gud ved hvilken gang, og bilens horn hørtes samtidig med at hun lod vandet gå. Hvid i hovedet af skræk, så hun op i den hårdt, bremsende Daimlers kølergitter. Jannick! Parkeringsvagten, nåede ud til hende og kikkede bekymret ned under den store hatteskygge. Nu ønskede hun bare at besvime. Det var Thomas!

Jeg har håbet,at jeg skulle se dig, og nu står du foran mig,
smuk som før

Jeg har ofte tænkt på dengang vi var i Toscana og særligt
da vi gik tur en månelys aften. Bjergene var næsten hvide i
måneskinnet, cikaderne sang, og du var der og var uimodståelig.

Jeg tror at se på dig, at vi måske kan ses.

Hvis du stadig holder af kold rose-vin,skal vi så ikke gå ind
og se om de kan give os det?

Da nogle kammerater ville have Per med til at ryge hash,
var han let at lokke.Han fik hurtigt smag for det og han overdrev. Det sikkert derfor, at det blev opdaget, at han røg
hash.

Per blev bortvist fra skolen på ubestemt tid.

På skolen blev der holdt elevmøde. Alle vidste, at der ikke måtte ryges hash på skolen, men var det rigtigt, hvad der var sket, og skulle Per ikke have lov til at komme tilbage.
Det kom frem, at flere var blevet mobbet, men da ikke sådan, at de lagde nogen større betydning i det.
Så tog Lise mod til sig og fortalte, hvor grov og ubehagelig,
Per havde været overfor hende. Efter hendes mening skulle
Per bestemt ikke have lov til at komme tilbage.

Lises oplysninger førte til at der blev holdt et møde mere med både lærere og elever. Lise måtte igen fortælle om Pers optræden overfor hende. Lise blev distraheret af støj og bemærkninger fra forskellige steder i lokalet. Det lykkedes ikke for hende at få Pers mobning til at fremstå lige så ubehageligt, som på elevmødet.

Personalets holdning var enkel, den slags skete jo, det var ikke usædvanligt, snarere ganske almindeligt. Selvfølgelig
var det da synd for Lise, men det kom hun da hurtigt over, og
nu var Per jo væk.

men da de nu var samlede, hvad så med Per. Skulle han have lov til at komme tilbage?
Skolen skulle jo i alle tilfælde holde hjemmet underrettet om situationen og betingelserne for Pers eventuelle tibagevenden, de blev enige om at skrive,at skolen så gerne, at Per selv gav en beskrivelse af, hvad der var sket
og hvordan han så på fremtiden.

Et par dage efter gik Lise og veninder ud af porten. På den anden side af gaden stod Per. Han kom imod dem og sagde: Lise, kan vi snakke lidt sammen?

Et par efter stod nogle af drengene udenfor og snakkede.
En siger: Er der rigtigt, at Per var her igår eller forgårs?
Jo, jamen er det ikke Lise og Per, der går derhenne?

Englen er i virkeligheden drengens søster, der har klædt sig ud som engel. Pigen skal have ny bopæl, fordi hun er psykisk syg. Manden og drengen bærer hende, fordi det var den eneste måde, hun ville acceptere, når hun skulle flytte.
Hun har fået en buket blomster, sikkert også for at formilde
hende i forbindelse med flytningen.

Drengen er ked af det. Han holder meget af sin søster, de har leget godt sammen. Hendes klæden sig ud som engel,
begyndte også som leg.

Nu skal hun indlægges. De voksne siger, at hun bliver nok snart rask og kommer hjem igen. Men man kan jo ikke altid
stole på de voksne.

Det er en trist dag

En mand i stribet tøj har lagt sig til at sove med en stav og en guitar ved siden

Det sidste han spillede kan stadig høres.

Musikken har lokket en løve til, den står og betragter den sovende mand, måske ser den, at manden og den selv har samme ansigtsfarve og at den derfor,uden at den ellers ved hvorfor, skal lade manden være i fred.